Ubuntu for alle

Jeg er skiftet til Ubuntu 8.10 og jeg er glad! Først og fremmest var det supernemt at installere. Den fandt selv ud af at installere alle drivere og netværkskortet, som windows tit bøvler med, fandt den også. På en time var jeg helt oppe at køre med de fleste af de programmer jeg har brug for i mit arbejde. Før min barsel kørte jeg kubuntu feisty fawn og var egentlig også rimelig godt tilfreds med det. Men jeg har altid syntes at Gnome var en tand mere lækkert end kde der er sådan lidt tysk wannabe windows agtigt i det. Jeg har de programmer jeg skal bruge: openOffice til regneark og tekstbehandling, filezilla til filupload, amarok til musikafspilning, pidgin til diverse messenger konti og det der ikke var preinstalleret, lader sig utrolig nemt installere med 'Synaptic Package Manager'. Efterhånden er det så nemt både at installere og vedligeholde at jeg ville anbefale det selv til venner og familie. Og et stort plus er jo at man ikke lige så nemt får virus når man kører på denne platform.