Tid til refleksion

Holdt en fridag med sønnike i mandags. Det var superhyggeligt. Havde overvejet at tage ham med i børneteatret anemoneteateret. Men de har ingen forestillinger mandag. Så i stedet tog vi det stille og roligt. Var ude og køre med bus, en tur på biblioteket hvor der også er et eminent legeområde og endelig på skovtur med madpakker. Vejret var perfekt så det var fantastisk at sidde på en stub i skoven og spise klapsammenmadder (er det et ord?). Jeg læste fornylig en artikel af Jesper Juul, familieterapeut og forfatter, som omhandlede ferier og fritid med familien. Essensen var at man skal passe på at det ikke bliver et stort underholdningshow og kun er på børnenes præmisser. Børn har godt af at kede sig lidt da der ofte er et højt tempo. Børn skal også lære hvad det vil sige at være voksne og se at mor eksempelvis bliver begejstret ved at gå på museum selvom man måske ikke selv synes det er rigtig sjovt.